Af Morten Jung, markedschef hos Dansk Erhverv og Lars Olaf Nielsen, direktør hos IPSCenter Danmark.
Men det nye forskningsprojekt under Region Hovedstaden, kaldet CORE, underminerer efter vores opfattelse imidlertid markedsgrundlaget for vores forretning. Med støtte fra TrygFonden har CORE til formål at undersøge effekterne af IPS-indsatsen, og forskningsenheden laver ydermere en landsdækkende udrulning af IPS. Her tilbydes kommunerne vederlagsfri konsulentydelser, der svarer til den ydelse, som IPSCenter Danmark leverer.
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi hos både Dansk Erhverv og IPSCenter Danmark hilser den fortsatte forskning på IPS-området velkommen, og intentionerne bag COREs projekt er både rigtige og gode. Men samtidig undrer vi os også over det vederlagsfrie konsulentarbejde i forbindelse med udrulningen.
Juridiske panderynker
Vores undren er vi ikke alene om at have. Rikke Søgaard Berth, der er partner og specialist i offentlig ret hos advokatfirmaet Horten, har tidligere udtalt sig om det pågældende forskningsprojekt.
Hun sagde dengang:
– Efter min vurdering er der tale om ulige konkurrence, når regionen stiller ydelser gratis til rådighed, som private virksomheder lever af at sælge. Ingen kan konkurrere med noget, der er gratis, og når der hertil lægges, at der er et velfungerende marked for IPS-ydelsen, så giver det i hvert fald anledning til juridiske panderynker, at regionen kaster sig ind i indsatsen. Det er urimeligt for virksomhederne, at der ikke er klare regler om det. I relation til sagen er det vigtigt, at de offentlige spillere fastsætter prisen på varer og ydelser konkurrenceneutralt. Det skal sikre en lige og fair konkurrence mellem private og offentlige aktører på de kommercielle markeder.
Konkurrenceforvridende situation
Hos Dansk Erhverv mener vi, at den konkurrenceforvridende situation, som IPSCenter Danmark er havnet i, ikke er et særsyn.
Noget af det, vi savner, er en klageinstans, for det er helt åbenlyst, at der er tale om en konkurrenceforvridende situation. Det er meget uheldigt, at det offentlige kan underbyde det private marked på denne måde. Men det er også et billede på en uhensigtsmæssig udvikling, hvor det offentlige i stigende grad lukker sig om sig selv og hjemtager opgaver, hvilket også afspejles i det faldende antal konkurrenceudsættelser.
Løsningen er dialog og klare regler
Foruden klageinstansen ser vi dialog og åbenhed som en klar løsningsmodel til problemstillingen. På den måde vil kvaliteten af forskningsprojekterne stige. Årsagen er, at de private aktører besidder en stor specialviden og andre kompetencer, som i langt de fleste tilfælde kan bidrage positivt til projektet og – i det her tilfælde – hjælpe til, at endnu flere psykisk sårbare kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og derved få en forbedret tilværelse.
Hos Dansk Erhverv og IPSCenter Danmark har vi derfor også løbende opfordret til samarbejde og drøftet en mulig opgaveafgrænsning med CORE. Vi har således blandt andet tilbudt at implementere projektet i kommunerne samt at formidle effektinformationer. Disse bestræbelser på at etablere et samarbejde har desværre været uden resultat.
Skal vi tage en snak?
Hvis du er nysgerrig på at høre nærmere om vores indsatser, eller har brug for at vide hvordan du kommer i gang, så send os en besked. Vi vender hurtigst muligt tilbage.