IPSCenter Danmark har udviklet et særligt tilrettelagt forløb for psykisk sårbare unge, der står uden uddannelse og job – vi kalder indsatsen IPS Ung. Målet er, at den unge gennem individuel støtte, netværk med andre unge, arbejdsforløb på virksomheder og løbende karrierevejledning, finder retning og starter i uddannelse eller job.
De primære elementer i IPS Ung:
IPS-metodens 8 principper
IPS UNG er forankret i de 8 principper, der sætter rammen for IPS-metoden. Der er et stærkt og vedvarende fokus på at gå de unges vej, hvor de unges ønsker og drømme for et liv med uddannelse og arbejde, er det, der former indsatsen. Det er de unges styrker og muligheder, der sætter retningen og ikke den psykiske diagnose eller mistrivsel. Den unge får individuel støtte fra en IPS-konsulent.
Udvikler de unges arbejdsidentitet gennem virksomhedsforløb
For mange udsatte unge, der kæmper med psykiske lidelser, er det svært at vælge uddannelse og job. En del har nederlag med i rygsækken fra skolen og ingen erfaringer med at arbejde. Opbygningen af arbejdsidentitet er derfor et vigtigt skridt på vejen til at finde retning mod uddannelse og job. De unge matches med en virksomhed og starter hurtigt i et arbejdsforløb.
Faciliterer netværk mellem de unge
IPS UNG tilbyder de unge at deltage i en netværksgruppe. I en ugentlig session faciliteret af IPS-konsulenten samles 7-9 unge i en netværksgruppe for at bygge relationer, støtte hinanden og udveksle erfaringer fra deres virksomhedsforløb. Netværksgruppen tilbyder de unge et fællesskab og et fast holdepunkt, og er med til at bygge relationer mellem de unge.
Støtte til at håndtere psykiske symptomer
En uddannet IPS-konsulent arbejder med 15-17 unge. IPS-konsulenten har kontakt med de unge hver uge, og en del af støtten retter sig mod at bygge en tæt relation til de unge og give dem støtte til at mestre hverdagen og håndtere deres psykiske symptomer. IPS-konsulenten koordinerer samarbejdet med det psykiatriske behandlingssystem og sikrer, at den unge får den nødvendige behandling, når behovet opstår.
Vejledning om uddannelse og karrieremuligheder
En del af de unge skal have en kompetencegivende uddannelse, derfor er afsøgning af erhvervsinteresser og uddannelsesmuligheder en integreret del af IPS UNG. Der er et tæt samarbejde mellem IPS-konsulenten og den unges vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Flere end 75.000 unge i aldersgruppen 18-29 år er ikke i gang med en uddannelse eller har fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De er parkeret på offentlig forsørgelse og udover ledighed kæmper en stor andel af de unge med psykiske udfordringer. Vi ønsker at bruge IPS-metodens evidensbaserede tilgange og værktøjer, sammensat med andre virksomme elementer, til at hjælpe flere psykisk sårbare unge med at finde fodfæste i arbejdslivet.
Hvis du er interesseret i at høre nærmere om IPS Ung, så giv vores udviklingschef, Ulrik Lund-Sørensen, et ring på tlf. 51902734 eller skriv på ulrik@ipscenterdanmark.dk.
Skal vi tage en snak?
Hvis du er nysgerrig på at høre nærmere om vores indsatser, eller har brug for at vide hvordan du kommer i gang, så send os en besked. Vi vender hurtigst muligt tilbage.