Med en donation på 4.5 millioner kr. fra Det Obelske Familiefond går IPSCenter Danmark sammen med SIND Erhverv, EGGS Design, Defactum og Gladsaxe Kommune om at udvikle en ungeindsats, der står på IPS-indsatsens evidensbaserede principper og metoder, og samtidig går nye veje i støtten til psykisk sårbare unge. Det sker bl.a. ved at afsøge mulighederne for en styrket brobygning til psykiatrien, udvikling af nye greb i virksomhedssamarbejdet, involvering af pårørende/frivillige, og gruppeforløb hvor de unge bygger netværk med hinanden.
Gennem en årrække har IPSCenter Danmark samarbejdet med Gladsaxe Kommune om udbredelsen af IPS i kommunen både i form af uddannelse af jobcentrets medarbejdere i IPS-metoden, og gennem vores egne IPS-konsulenter der har ydet støtte til psykisk syge borgere på deres vej tilbage til arbejdslivet. Med ungeprojektet (IPS Ung) udvider vi nu samarbejdet hvilket får opbakning fra borgmesteren i Gladsaxe Kommune.
– Mistrivsel blandt unge er en kæmpe udfordring for hele vores samfund, og vi er utrolig optaget af, hvordan vi hjælper vores sårbare unge til at få den selvtillid, identitet og trivsel, der kommer af at få uddannelse og komme i job. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til vores nye samarbejde med Sind Erhverv og IPSCenter Danmark om at gå helt nye veje for at hjælpe vores sårbare unge til at finde deres rette hylde og plads i livet, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
[Link til pressemeddelelse om indsatsen: Nyt initiativ skal hjælpe psykisk sårbare unge i Gladsaxe]
Skal vi tage en snak?
Hvis du er nysgerrig på at høre nærmere om vores indsatser, eller har brug for at vide hvordan du kommer i gang, så send os en besked. Vi vender hurtigst muligt tilbage.